Gjern Natur
Professor i kvartærgeologi Nikolaj Krog Larsen fra København Universitet og professor i geofysik David Lundbek Egholm fra Aarhus Universitet holdt et spændende foredrag om Grønlands indlandsis.
Der har ikke altid været indlandsis på Grønland. For 540 millioner år siden lå Grønland på den sydlige halvkugle af jorden og var ikke dækket af is. Senere bevægede kontinenterne sig mod nord, og Grønland kom til at ligge, som vi kender det i dag. Indlandsisen fylder 2,38 mill. km3, og havene vil stige med 7,4 m, hvis det hele smelter. Indlandsisens omfang har varieret meget henover tid. Variationer i solindstråling og jordens bevægelser i forhold til solen påvirker temperaturen og dermed isen. I de iskerner, der er hentet op på Grønland, har forskerne fundet ud af, at Grønlands midte flere gange har været isfrit. Forskerne benytter sig af computersimuleringer for at se, hvordan isen vil udvikle sig under forskellige betingelser. F. eks hvor hurtig isen vil smelte, hvis vi fortsætter med at udlede CO2 i samme tempo som hidtil. Under indlandsisen gemmer der sig spændende ting. Bl.a. har Nikolaj Krog Larsen været med til at finde et kæmpe krater i det nordvestlige Grønland. Forskerne mener, det er sandsynligt, at det er et krater, der er dannet af en meget stor meteor, som slog ned for nogle få tusinde år siden.
Professor i biogeokemi Ronnie Nøhr Glud fra Syddansk Universitet og professor i biogeokemi Bo Barker Jørgensen fra Aarhus Universitet tog os med ned i dybhavet.
Dybhavet er stadigvæk uudforsket, og det kræver specielle fartøjer at komme ned på bunden og lave målinger og tage prøver. Der er et stort tryk nede i dybhavet, så der kan ikke leve dyr og planter i gængs forstand, livet dernede er domineret af mikroorganismer. 99% af arterne kender vi ikke endnu. Der er stor forskel på hvor mange næringsstoffer, der er i dybhavet. Så man siger at der enter er ”sult” eller ”fest”. Hvor der er varme kilder eller vulkaner er der mange næringsstoffer og dermed ”fest”. Livet går meget langsomt på de store dybder, der er eksempler på bakterier, der har en generationstid på 3.000 år. Det er en meget anderledes verden, som vil blive udforsket meget mere i de kommende år.
Annette Bruhn, seniorforsker i marin økologi, fortalte meget engageret om tang. Tang har været værdsat i Østen i over 1000 år, hvorimod tang blev regnet som fattigmandskost i Vesten. Det er først i de senere år interessen for tang er steget i Vesten. Her i landet har restaurant Noma været med til at gøre tang populært. Tang bruges blandt andet som proteiner til dyr og mennesker, til tørret tang, pesto, tangsalat, til ølbrygning og som smagsforstærker til is. Tang indeholder mange unikke kostfibre, mineraler, vitaminer og antioxidanter. Vi kan få sunde tarme, af at spise tang. Tang er også nyttigt for klimaet og havmiljøet. Tangskove optager både næringsstoffer og CO2. Der var smagsprøver undervejs i foredraget. Vi smagte på sukkertang, søl og søsalat. Sukkertangen smagte dejligt, men søsalaten var noget sej.
Aftenhimmelen var mørk med truende skyer kl. 19.30, og det blev hurtigt mørkt. På P-pladsen fik de 35 deltagere refleksveste på inden vi gik mod Allinggård Gods. Vi havde små stop undervejs, vor naturvejleder Vibe Søndergaard Jensen fortalte i lyset af lygterne. Der var imponerende store træer som sitkagran, eg og bøg, forskellige svampe med deres kendetegn, skvalderkål og lange stendiger med mulige bosteder for diverse små dyr.
Ved Allinggård Gods fik vi en forfriskning og dele af godsets historie fortalt af Vibe og Niels. I mørket fik vi nogle glimt af et fint område med bygninger, park, kanal mm.
Turen fortsatte på en smal sti langs en skrænt ved en sø. I lyset af lygterne så vi skov med store træer og svampe. Alle stoppede, slukkede lygterne og lyttede. Endelig hørte vi en dyrelyd – en and.
Så selv om det var sparsomt med dyr og lyde, var det en fin oplevelse at være ude i mørket med en dygtig guide.
30 børn og voksne samlede denne søndag masser af forskellige svampe i skovbunden ved Lille Amerika/Gjern-Skannerup Kommuneplantage. Da plantagen er offentlig ejet, var der mulighed for også at begive sig udenfor stierne, og det var ofte her, de mest spændende fund blev gjort. Vejret havde været perfekt forud for turen, så svampene havde fået tilstrækkelig med fugt til at udvikle sig gennem en længere periode, så her var både friske svampe og svampe, der var ovre den pæneste tid.
Blandt de svampe, der blev fundet, var brunstokket rørhat, Karl Johan, snydekantarel, men ingen rigtige kantareller. Her var også birkerørhat, brungul rørhat, hulstokket rørhat, der ikke er så almindelig i andre egne af landet og der var lærkerørhat, som navnet antyder, vokser den i nærheden af lærketræer.
Skægget mælkehat med sin smag af peber og forskellige fluesvampe blev også fundet, ligesom parykblækhat og forskellige skørhatte var blandt fundene.
Efterfølgende gennemgik Peter Lange de mange fund og man kunne få sin kurv checket, så man ikke kom hjem med en giftig svamp.
35 deltagere mødte ved Ans Sejlklub og blev fordelt i 10 af medlemmernes både. Vi sejlede i stille og gråt vejr over Tange Sø.
Vi så det idylliske Lagunen og sejlede derefter ind i kanalen mod Tangeværket. Undervejs blev det snakket om løst og fast i bådene. Og spurgte man om hvad vi kunne se langs med søen, fik vi gode svar og beskrivelser. På vej tilbage mod Ans betragtede vi vestsiden af søen.
Efter en dejlig sejltur kunne vi nyde medbragt mad og drikke i klubbens nye og fine klublokale. Bådførerne fik overrakt en vingave og en tak, med et ønske om en ny tur næste sommer.
Vi var ca. 30, der mødte op for at lære om snaps og urter. Vejret var ikke med os, det startede med regn, men det hjalp straks på humøret, da Jan Kristiansen startede med at servere en snaps lavet på perikon. På vej ned til Egedalsmosen hørte vi om at bruge friske skud fra grantræer og blade fra birketræer til snaps. Da vi nåede ned til Egedalsmosen, var der igen mulighed for at smage forskellige snapse, der i blandt selvfølgelig porsesnaps, når vi nu var i en porsemose. Vi hørte om mange forskellige urter og deres anvendelsesmuligheder i snapse. Derefter var der lejlighed til at samle urter og bær i mosen til senere brug. Vejret var efterhånden blevet bedre, og vi blev belønnet med en regnbue over mosen. Da vi nåede tilbage til Jans bil, var der flere smagsprøver til tredje halvleg. Her fandt vi ud af formålet med gråbynke, det smager nemlig fantastisk i snaps.
Mere om Jan Kristiansens snapseinteresse kan findes her:
Hjemmeside www.snapsogurter.dk
Snapsekort www.snapseatlas.dk
Facebook snapsogurter.dk
I det flotteste sommervejr mødte vi ca. 60 personer op på Gjern Hotel for at starte turen med en ”forret”, som var Salsa med indisk salat. Herefter var vi klar til at begive os ud på ruten. Det gik fra Hotellet over engen til anlægget videre mod Amerikavej, Falkenkær og Lille Amerika. Vi nød de blikstille søer, vilde blomster og det herlige sommervejr. Og det kunne blive endnu bedre, vi fortsatte til Skannerup og kom til Paradiset, som åbenbart er den gamle skole i Skannerup. Her var vi mange, der aldrig havde været. Efter skolen gik vi mod Holmstol og fik en fantastisk udsigt over marker og gårde. Fra Holmstol fortsatte vi ad Lille Møllevej op i skoven og videre til Gjern Kultur- og Idrætscenter, hvor Bettina havde disket op med et overdådigt kage og dessertbord. Det nød vi med god samvittighed efter mere end 5 km på gåben. De seje fortsatte med en godnatøl på Gjern Hotel.
Den sidste udgave af kombinationen spis og oplev naturen blev lørdag den 27.juni afviklet i Overholt Plantage. Som i de tidligere udgaver var det Gjern Hotel, der stod for forplejningen med 3 stationer undervejs, mens Gjern Natur havde fundet opgaver frem til især børnefamilierne. Her skulle man bl. a. identificere nyplantede træer, svare på spørgsmål om blåbær i skovbunden, om udsigtspunkter og om hvad man må plukke i en privat skov som Overholt.
Turen gik rundt i skoven, dels på allerede anlagte skovveje, dels ad dyreveksler, hvor man normalt ikke kan komme. Turen var på små 4 km og bød på tur gennem såvel nobelisplantage som egekrat og en mindre bøgeskov. Fra kanten af de stejle skrænter og Randershøj var der udsigt mod nord mod Gjern Bakker, men dog ikke helt til Randers, som det siges, man engang har kunnet se fra gravhøjen på toppen af højen.
Gjern Natur og Gjern Hotel fortsatte succesen med Gå - Spis – Oplev naturen” arrangementer lørdag den 20.6 med en gourmettur.
Turen var 5 km lang med både naturmæssige og kulinariske oplevelser krydret med hjernegymnastik.
Fra Gjern Hotel gik Just og jeg mod Anlægget og den første servering. Vi lagde ud med bobler, laksemousse og kulmule. Efter en tur rundt om fodboldbanen, og over en flot bro, fortsatte vi op ad Hjarddalsvej, hvor vi blev belønnet med hvidvin og rejecocktail samt en herlig udsigt. Undervejs var der hjernesport, gæt en udsigt.
Turen fortsatte ud ad Banestien og efter endnu en stejl stigning op af Finmarken og videre ad en markvej, nåede vi station 3 med grillpølser og rosé direkte fra flasken. Nu var vi kommet så langt ud, som vi aldrig havde været før, her var en fantastisk udsigt. På stedet fandt vi også en svær opgave, vi skulle identificere 4 dyrekranier.
Sidste station i naturen fandt vi i Eriks skov, nu var vi næsten på hjemmebane. Her fik vi Boeuf Bourguignong med dejlig australsk rødvin, som vi roligt kunne nyde, da vi jo var på gåben. Vi sluttede af på Gjern Hotel med dejlig dessert.
referent: Bente
Turen kan downloades som Gjern rute C
Udstyret med kort og en liste over poster begav de ca 45 deltagere sig tidsmæssigt forskudt ud i den fine natur i og ved Troldbjerg og Amerika Plantage. Her kunne man vælge mellem gåruter, løberuter eller cykelsruter af forskellig længde og alt efter valg fik man tildelt et antal af Findveji-poster, der skulle lokaliseres undervejs. Nogle af posterne var lette at finde, andre lidt bedre gemt, men det gav udfordringer både til benene og til hjernen.
Vel tilbage ved bålhytten på Troldbjerg var der servering af kaffe og kage.
Hele arrangementet var lavet i samarbejde med Gjern Borgerforening, der havde stået for alt det praktiske.
Da der var overvældende interesse for at give en hånd med til arbejdsaftnen i Egedalsmosen, blev der etableret 4 hold, der hver især sørgede for rydning af uønsket vækst i moseområdet. Bevæbnet med sav eller grensaks samt godt humør blev der med behørig afstand til hinanden fjernet store mængder af især små birketræer, men også små fyrretræer og piletræer måtte lade livet til fordel for porsen, hedelyngen, klokkelyngen og mosebølle. På nuværende tidspunkt er kærulden begyndt at vise sine hvide totter, hvilket især er en følge af, at området har fået mere lys, efterhånden som anden vækst er fjernet.
Mosen er trods en tør forudgående periode, et vådt område, hvilket nogle af deltagerne måtte sande - ikke alle steder slog længden af støvleskaftet til.
Mange tak for hjælpen til alle, der har givet en hånd med.
I samarbejde med Gjern Hotel havde Gjern Natur arrangeret 2 vandreture i og omkring Gjern, hvor der var indlagt poster med små opgaver som hjernegymnastik samt forplejningsposter, hvor Gjern Hotel stod for servering af små retter til børn og voksne.
De mange deltagere blev sendt afsted på forskellige tidspunkter for at overholde afstandkrav, men så man samtidig kunne opleve de samme naturmæssige omgivelser og løse de samme opgaver.
Den første tur var mest beregnet for voksne, mens tur nr 2 mest var for børnefamilier, idet denne tur var lidt kortere og især gik på stier og skovveje. Trods nærheden til Gjern for begge ture, var der alligevel en del, selv lokalkendte, der kom ud på lokaliteter, de aldrig havde været før. Men det var ikke blot lokale, der deltog i turene, man kom også langvejs fra for at deltage i denne noget usædvanlige tur.
Gjern Hotel havde på de 4 forplejningsposter sørget for gode madoplevelser og der var god plads til at sidde rundt omkring i græsset eller i skovbunden. Alle var gode til at vise hensyn og holde afstand, og samtidig komme videre på ruten, så der blev plads til de næste grupper. Stor ros og tak til deltagerne herfra. Uden dette var det ikke muligt at gennemføre turen.
Turen 25.4 kan downloades fra Wikiloc: Gjern rute B
Turen 2.5 kan downloades fra Wikiloc: Gjern rute A
Den årlige affaldsindsamling strakte sig over en længere periode, hvor mange har været behjælpelige med at indsamle affald i naturen. Poser og handsker har kunnet afhentes på centrale steder i området. Silkeborg Kommune sørgede som sædvanligt for bortskaffelse af det indsamlede affald. Desværre måtte vi i år undvære de hyggelige sammenkomster i forbindelse med affaldsindsamlingen.
Mange tak til alle indsamlere for hjælpen med at holde naturen ren.
Da corona umuliggjorde afholdelse af møde om flere insekter og fugle i din have (mødet bliver afholdt på et senere tidspunkt), valgte vi i Gjern Natur at uddele en lille hilsen til vore medlemmer med 2 små poser med frøblandinger, en til en insektvold og en pose med blomsterfrø til at tiltrække insekter til din have.
Mange medlemmer har meldt tilbage om såning i haven, nogle har endog tilsået en del større arealer end de 5 m/2, posens indhold rakte til.
Tak for det og held og lykke med flere insekter og fugle i din have.
Professor i økologi Jens-Christian Svenning, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet fortalte ved det Livestreamet foredrag fra Århus Universitet om Jorden som en levende planet fyldt med mange forskellige livsformer. Men Jordens store befolkning presser nu naturen, og Jens-Christian Svenning fortalte om menneskets påvirkning af jordens biodiversitet og om de konsekvenser, det ville have for den fremtidige natur.
Tilhørerne blev også indført i både menneskets og klimaets rolle i forhold til stor eller lille biodiversitet på kloden og i Danmark.
Jorden er en levende planet – fyldt med mange forskellige livsformer. Men dens varierede og rige biodiversitet er nu under pres. Vi hører dagligt om biodiversitetskrise, klimakrise og kollaps i bestanden af insekter. Ja, sågar bliver ordet 'masseuddøen' ofte bragt i spil. Som reaktion på alle kriserne er der nu en stigende interesse for bæredygtighed.
1. Anne Søndergaard og Tove Trantofte blev valgt som stemmetællere.
2. Erling Lemming blev valgt som dirigent. Erling erklærede generalforsamlingen for lovlig.
3. Margaret Skovsen aflagde beretning om alle årets aktiviteter og takkede vore lodsejere og bestyrelsen. Beretningen blev godkendt.
4. Niels aflagde regnskab. Regnskabet blev godkendt.
5. Kontingentet for 2020 bliver uændret 100,- kr. for enkeltmedlemmer og 200,- kr. for en husstand. Budgettet blev godkendt.
6. Der var ikke indkommet forslag.
7. Gunner Skov Jensen og Bente Kjær Jensen blev genvalgt til bestyrelsen.
Gunnar Johansen blev genvalgt som suppleant og Kaj Møller blev nyvalgt.
8. Torben Povlsen blev genvalgt til revisor.
9. Eventuelt. Vi fik tilbudt hjælp til at få vores stier på IT. Det sagde vi ja til.
Omkring 65 deltog i generalforsamlingen
Efterfølgende holdt naturforvalter Karl Åge Dalbæk Andersen et spændene foredrag om især mårhunde og deres indtog i Danmark. Karl Åge kom ind på mårhundenes levevis og biologi, formeringhastighed og skadevoldende egenskaber overfor andre dyr, især fugle og fugleæg.
Desuden omhandlede foredraget også en orientering om vaskebjørnens indtog i Danmark og problemer med undslupne mink i naturen.
Gjern Natur har starter et projekt for at forbedre forholdene for insekter i området og dermed også for fuglene. Til mødet var inviteret landmænd med jord indenfor tidligere Gjern kommunes område samt Morten DD Hansen til at orientere om de nuværende forhold for insekter. Desuden deltog naturkonsulent Hanne Juncker Friis, der orienterede om mulighederne for etablering af insektvolde i marker, om vedligehold og placering af insektvolde sam om forholdet til forskellige tilskudsordninger. Efterfølgende orienterede planteavlskonsulent Erik Pedersen om gavlige virkninger af insektvolde i forhold til markdrift og viste ved eksempler, hvor man kunne placere insektvoldene.
Knap 70 landmænd havde taget mod invitationen og efterfølgende viste der sig en stor interesse for at få etableret et sådant tiltag.
Gjern Natur er behjælpelige hermed i form af betaling for frø samt for såning, mens landmanden selv står for jordarbejdet, der klares med en sammenpløjning til en forhøjning på omkring ½ meter. Længden af forhøjning er fleksibel, som der er plads til i markplanen.
Såfremt man ikke havde mulighed for at deltage i mødet, kan man kontakte Gjern Natur, hvis man gerne vil gøre en indsats for naturen i form af en insektvold.
En flok på godt 40 personer deltog i en guidet rundvisning i Væksthusene, hvor deltagerne besøgte blandt andet ørkenområder og Middelhavsområdet. Her fortalte guiderne om, hvordan kaktus tilpasser sig tørke og vækstforhold, om hvordan agaver kun sætter frugt en gang i livet, om hvordan baobab-træer gennem deres hule stammer transporterer vand til træets krone og om, hvordan forskellige planter tilpasser sig, så de ikke bliver udsat for dødbringende angreb af dyr og insekter.
Flere klimazoner kom deltagerne igennem og klimaændringer og klimatilpasning for planter blev også berørt under rundvisningen.
©Gjern Natur 2019