Gjern Natur
Jeffrey S Hangst professor i fysik ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus universitet fortalte om antistof. Han er den i verden, der ved mest om antistoffer så han bliver også kaldt Mr. Antistof.
Jeff fortalte, at for hver partikel i et atom findes der også en antipartikel. De har samme masse med modsat elektrisk ladning, og de kan ikke eksistere på samme tid. Det er lykkes for Jeff og hans forskerhold at skabe antibrint og få det til at eksistere i så lang tid, at det er muligt at undersøge det nærmere. Blandt andet har de været i gang med at undersøge, hvordan det påvirkes af tyngdekraften, falder det opad eller nedad? De havde netop fået resultatet, det falder nedad ligesom alt andet stof.
Kristoffer Vangsø fortalte den fantastiske historie om Horn Cider. Det hele startede på familiens gård i Horn, hvor Kristoffer startede med at lade hjemmelavet æblesaft gære. Familien brød sig ikke om det, men en dag gik turen til Restaurant Piaf i Silkeborg og de var meget begejstrede. Herfra tog det hele fart og nu producerer Kristoffer mange slags cider og æblevin. Kristoffer har aldrig brugt en opskrift, han har prøvet sig frem og har fået stor succes. Efter at have hørt om processen skulle vi ind i varmen og smage resultatet. Vi fik serveret rigtig dejlig tapas og dertil forskellige cidere og æblevine, som Kristoffer fortalte om.
I samarbejde med Gjern Borgerforening blev der ryddet bevoksning, genfundet trappe og ryddet op på en del af stierne, så området igen ser præsentablet ud og er blevet mere farbart.
Gjern Borgerforening bød på forplejning til deltagerne dagen igennem, tak for det.
Tak til deltagerne for at give en hånd med.
Nedenfor kan ses lidt fotos fra området før og efter rydning.
Livestreaming
Eske Willerslev, professor i DNA-forskning, Globe Institute, Københavns Universitet fortalte meget engageret om sin forskning. Han fortalte, at han har været med til at grundlægge den videnskab, som gør det er muligt at analysere DNA fra fx forhistoriske mennesker og dyr, som har været nedfrosset i isen. Et andet eksempel er den banebrydende og revolutionerende opdagelse af, hvordan DNA fra miljøet i dybeprøveboringer kan bruges til at dokumentere eksempelvis hvor Mammutten levede, uden at man behøver at finde et skelet af den. Kortlægning af både planter og dyrs DNA i fortiden, kan ifølge Eske Willerslev bruges i den nuværende fødevare- og biodiversitetskrise. Viden om fortidens DNA kan bruges til at fremavle dyr og planter, der passer til det kommende klima.
Livestreaming
Den britiske professor i biologi Dave Goulson fortalte om den store tilbagegang der har været for vores insekter de sidste 50 år. Insekterne er vigtige for fødekæden og for bestøvning af planter, der brødføder verdens befolkning. For at hjælpe insekterne skal landbruget gøres mere bæredygtigt, der skal ske rewilding af naturen og der skal etableres mere vild natur i byerne.
I anden halvdel af foredraget satte den danske miljøjournalist Kjeld Hansen emnet i dansk perspektiv. Kjeld Hansen har oversat Dave Goulsons bog ”Silent Earth” til dansk. Kjeld Hansen fortalte også om Klelund Dyrehave, som er et besøg værd. Her forsøger Sofie Kirk at øge den biologiske mangfoldighed.
Gjern Natur var også i år repræsenteret på byfesten i Voel og fik en god snak med mange deltagere. Der blev også afviklet en lille børnekonkurrence, som Freja og Karla vandt. (Freja var faldet i søvn, da gaven blev overrakt)
De knap 40 deltagere fra nær og fjern fik en skovtur, hvor vi startede i kommuneplantagen mellem Svostrupvej og Sørkelvej. Herfra gik vi op til Gjern Naturs gule rute og fulgte denne ned til Egedalsmosen. Undervejs fortalte Poul Erik Thystrup om de forskellige skovtyper, vi passerede. Her var både gammelt, fredet egekrat og områder med skovfyr, ligesom store eksemplarer af bævreasp blev passeret. Vejret artede sig flot, så ikke en vind kunne få løvet på bævreaspen til at vibrere.
Nede i Egedalsmosen kom vi til en helt anden type bevoksning, hvor den fugtige jordbund gav mulighed for vækst af birk, ene og masser af tørst-buske. Ude i selve mosen er det pga den rydning, som Gjern Natur står for, mest buske, der skyder op ved siden af hedelyng, tranebær, soldug, benbræk og masser af blåbær og mosebølle.
På den anden side af mosen kom vi til store eksemplarer af douglasgran og mere udpræget skovdrift på de stejle skrænter.
Mange spørgsmål blev besvaret undervejs og turen sluttede med en lille forfriskning tilbage ved P3.
Arbejdsdagen måtte desværre aflyses pga vejrvarsel om skybrud og torden.
Sommerens busudflugt gik i år til Limfjordsøen Livø. Fra Rønbjerg sejlede man over til den lille havn på Livø og herfra gik de godt 50 deltagere op til Livø by. Nogle valgte herfra at se øen på egen hånd, mens andre fulgte med Margaret rundt på en da 5 km lang guidet tur på den nordlige del af Livø. Man kom gennem mange forskellige områder, idet næsten alle naturtyper er repræsenteret på øen. Man gik over heden, gennem skoven, til de stejle skrænter, så et enkelt dådyr, besøgte troldeskoven og hørte om det økologiske landbrug på Livø. Efterfølgende var der lejlighed til selv at se lidt på de to udstillinger om Livø, besøge staldbygningerne eller nyde en forfriskning fra øens cafe. Sidst på eftermiddagen sejlede vi tilbage til Rønbjerg og derfra igen med bus retur til Gjern.
I samarbejde med Sankt Hansudvalget i Gjern blev der arrangeret en familievenlig cykeltur ud ad banestien i Gjern mod Troldbjerg. Herfra gik de omkring 25 deltagere op til Troldbjerg, hvor historien om Rumloe blev læst og efterfølgende serverede Gjern Natur en lille forfriskning i form af troldedrik til deltagerne.
I forbindelse med Sankt Hans blev der afholdt familiedage i såvel Gjern som Sorring, og Gjern Natur deltog med en stand begge steder. Det blev til mange hyggelige snakke med såvel medlemmer, ikke-medlemmer som kommende medlemmer.
Gjern Natur havde også lavet en lille naturquiz, så der var lidt for børnene at blive klogere på.
I det fineste solskinsvejr begav vi os med beboere og hjælpere fra plejehjemmet Karolinelundscentret i Gjern ud på de små veje for at finde den nyudsprungne skov af bøgetræer. Det blev til en tur gennem Gjern Bakker, forbi Allingålyst til Alling Å-dal og forbi Hinge sø inden vi ad bagvejen kom til Kjellerup. Videre forbi det hovedgården Aunsbjerg mod Lysgård med Æ Bindstouw og Lyshøj før vi kom til Dollerup bakker. Undervejs var der også mulighed for at se se fine rapsmarker i fuld blomstring.
Ved Dollerup Bakker er der etableret boardwalks, så også kørestolsbrugere kan få en lille tur ud i den friske luft ved Gammel Hald.
Den medbragte frokostpakke blev indtaget ved naturcentret i Kongenshus Mindepark og for de gående var der mulighed for en tur ned i mindedalen til mødepladsen.
For kørestolsbrugere var der mulighed for at se det hele lidt fra luften ved hjælp af den handicapvenlige elevator og i udkigstårnet.
Sidst på eftermiddagen var den godt 20 deltagere tilbage i Gjern med mange oplevelser i bagagen.
Gjern Natur havde sponsoreret turen i en liftbus, så både gående og kørestolsbrugere kunne deltage.
Nørreådalen, der strækker sig fra Viborg til Randers har gennem de senere år været genstand for et stort genrejsningsprojekt, og Jørgen Jørgensen fra Viborg Kommune fortalte engageret de ca 20 deltagere om hele forløbet.
Der er tale om et samarbejde mellem rigtig mange lodsejere, Viborg Kommune, Københavns Universitet og Naturstyrelsen. For at få et sådant projekt til at lykkes, er det vigtigt at der kan findes et dyrkningsegnet areal, der kan indgå i bytte for de engarealer, der ønskes taget ud af drift eller omlagt til mere ekstensiv drift. I denne specielle del af ådalen var der mulighed for, at Naturstyrelsen kunne erhverve ca 400 hektar jord, der kunne indgå i en sådan byttehandel og det blev dermed et mulifunktionelt jordfordelingsprojekt. De erhvervede engarealer samt nogle engarealer, der stadig ejes af forskellige lodsejere bliver nu afgræsset meget ekstensivt og vil med tiden overgå til mere moseagtige arealer.
Læs mere om hele projektet i Nørreådalen
6 mand fra Ældre Sagens mandegruppe havde lyst til at begive sig ud i Egedalsmosen for at få lidt frisk luft samt yde en indsats for naturen med rydning af uønsket vækst. Det blev til en hyggelig eftermiddag, hvor man til duften af den friske porse fik ryddet op og snakket. Det er især pil, birk og tørst, der skal fjernes for at give plads til de mere sjældne arter som porse, soldug, tranebær, tyttebær, hedelyng samt rosmarinlyng.
Gjern Natur bød på sandwiches og forfriskninger.
Tak for hjælpen til alle deltagerne.
De 25 deltagere fik en grundig og meget spændende indføring i myrernes verden og opdagede her nogle meget velorganiserede myresamfund. Allerede længe før menneskeheden betrådte vores klode, havde myrerne opfundet landbrug, så de kunne fremavle foder til eget forbrug og holde husdyr i form af f. eks. bladlus. Der blev også fortalt om slaveri og statskup, om myrehuler så dybe som 8 meter ned i jorden og tuer op til 2-3 meter over jorden.
Fremtidig brug af myrer til bekæmpelse af skadedyr som et alternativ til pesticider blev også berørt.
At myrer også kan være en spiselig delikatesse, fik deltagerne lejlighed til at afprøve, idet vi kunne smage orange myrer i pausen. Smagen var appelsinagtig og der var mange, der smagte på myrerne.
Så har der igen været affaldsindsamling i hele området og mange har været afsted for at hjælpe med at holde naturen ren. Der blev samlet ind i Voel, Grauballe, Sminge, Fårvang, Skorup, Horn, Resenbro og Truust, mens Sorring/Toustrup samlede ind tidligere. Børnene fra børnehaven Naturli'vis Troldbjerg samlede også affald ind og som belønning blev der uddelt flødeboller.
Et lille udpluk af fotos viser lidt om en ihærdig indsats.
Mange tak for hjælpen til alle frivillige indsamlere og til sponsorer for forfriskninger til deltagerne. Desuden tak til de lokalråd og borgerforeninger, der har været samarbejdspartnere på projektet.
Professor i astrofysik Hans Kjeldsen, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet holdt et levende foredrag om stjernernes vilde liv. Stjerner dannes af støv og gas der trækker sig sammen og udsender lys i millioner eller milliarder af år, for så at ende deres liv som ustabile stjerner eller ultimativt som supernovaer, der udslynger støv og gas og danner nye stjerner. Stjerner er påvirket af to kræfter: tyngdekraft og gastryk, der skal være i balance. Er der ikke balance trækker de sig sammen indtil balancen er opnået.
Noget af det nyeste indenfor stjerneforskning sker indenfor asteroseismologi. Ved at studere stjernernes lydbølger, kan forskerne få viden om en stjernes alder, størrelse og lysstyrke. Lydbølgerne opstår i forbindelse med stjerneskælv, men da vi ikke kan høre lyd i rummet, aflæses lydbølgerne ved at se på en stjernes ændringer i lysstyrke. Forskerne har så sat lyd til, så vi fik lov at høre ”stjernernes musik”.
Et trekløver,Lektor i botanik Anders Sanchez Barfod, Institut for Biologi, AarhusUniversitet, læge og lektor i diabetes og ernæring Kjeld Hermansen, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og lektor i naturressourceøkonomi Aske Skovmand Bosselmann, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet fortalte om kaffe.
Først fortalte Anders om kaffeplanten. Bl.a. at der er 124 forskellige kaffearter,men langt det meste kaffe stammer fra arterne Arabica (58%) og Robusta (40%). Kaffeplanten er i familie med skovmærker.
Dernæst fortalte Aske om, hvordan forskerne forsøger at forædle kaffeplanten, så den bliver mere robust og bedre i stand til at klare sig med klimaændringerne. De forsøger sig med krydsninger og vil også i gang med at pode på nogle robuste rødder.
Til sidst fortalte Kjeld om de sundhedsmæssige aspekter ved kaffe. Det lød til at kaffe er vældig godt for kroppen. Risikoen for hjerte/karsygdomme, nogle former for kræft og diabetes nedsættes ved at indtage 2-4 kopper kaffe om dagen.
Sorring-Toustrup var godt besat med fodfolk i alle aldre søndag formiddag, hvor de støttede op om den årlige skraldedag i samarbejde med Gjern Natur.
Omkring 60 deltagere støvsugede gader, stræder, rabatter og grønne områder og samlede alt fra spraydåser og fiskeblink til oppustelige stjerner.
Præmien for det mest mærkelige fund gik til Jacob og Karina for fundet af en netværkstester, der i sine velmagtsdage har haft en værdi af ca kr 10.000. Lokalrådet kvitterede med en gave med lidt godt til ganen.
Dagen blev afsluttet med suppe og kage i Sorring Borger- & Kulturhus, der var stillet gratis til rådighed for arrangementet.
Tak for den store deltagelse.
Den 15/3 2023 havde vi arrangeret et besøg på genbrugspladsen, Tietgensvej i Silkeborg. Ca. 50 mødte op, på en våd og kold aften. Vi blev budt velkommen inde i butikken (her var varmt og tørt), herefter fik vi tid til at gå rundt og kigge/ handle i hele butikken, flere fandt da også ting de ikke kunne undvære længere. Der bliver solgt genbrugsting for 4 millioner om året fra butikken.. Pladsen udenfor,så vi ikke pga. af kulde og mørke. Den ligner den vi har i Gjern, fik vi at vide. Efter ca. 3/4 time blev vi budt på kaffe og wienerbrød i mødelokalet på 1.sal. Her fik vi fortalt om hele affaldssystemet, hvorfor og hvordan. Der blev også fortalt om de enkelte affaldstyper og hvad og hvordan det kommer videre. Om hvorfor vi fx. gerne må putte madaffald i plastposer.. og ikke i de nedbrydelige poser der var planlagt fra starten af. Affaldet bliver kørt rundt til forskellige forarbejdningssteder, alt efter hvad det er. Det var en god aften, med mange gode informationer.
Dorthe Dahl-Jensen, professor i glaciologi på Niels Bohr Instituttet i København, holdt et meget levende og engageret foredrag om boringer i Grønlands indlandsis. Dorthe fortalte om, hvordan hendes forskergruppe har udviklet iskerne-værktøjer, hvordan de bruges og hvilke resultater de har fået ud af iskernerne. Eem-tiden for 130.000 – 115.000 år siden er meget interessant. På den tid var temperaturen i Grønland 8 grader varmere end i dag og alligevel eksisterede der stadig noget af iskappen. Så forskerne håber på at kunne blive klogere på, hvad der sker med indlandsisen, når temperaturen fortsætter med at stige frem til år 2100. Hvor meget vil havvandspejlet hæve sig, det er et af de store spørgsmål.
Den årlige generalforsamling blev af holdt i Gjern Kultur- & Idrætscenter, hvor Margaret aflagde formandens beretning, der kan læses her.
På valg var Niels Sørensen, der ikke ønskede genvalg, Gunnar Otto Johansen og Margaret Skovsen. De to sidstnævnte blev genvalgt. Der var genvalg af suppleanter Kaj Møller og Pia Valbak og genvalg af revisor Ejvind Svejstrup.
Omkring 65 deltog i generalforsamlingen.
Efter generalforsamlingen holdt Peter Mohr Christensen, Museum Silkeborg, et meget uddybende foredrag om mange af de oldtidsfund, der var blevet gjort i foreningens område. Der var især mange fund i Grauballeområdet, men stadig har man ikke kunnet lokalisere det sted, hvor Grauballemanden formodes at have levet ca 200 år f. Kr.
Der var også fund ved Sminge Sø, hvor Gudenåens udløb fra søen gav en god placering af en bosætning tilbage i tiden. Her ved udløbet var der masser af fiskemuligheder og mange fugle, der kunne give føde til datidens befolkning.
I Voel og ved Tingbakken i Gjern var der også gjort flere fund. Der var også en del detektorfund fra området, hvor private har gjort fund, der er registreret eller afleveret til museet. De mange fund tyder på, at hele vores område også tilbage i tiden har været et godt sted at bosætte sig.
Årets anden chokoladevandring løb af stabelen i området i og omkring Sorring, hvor de godt 120 deltagere på en knap 7 km lang rute kom forbi både kirke, gravhøje, naturområdet og byområder. Undervejs var der indlagt en pause til indtagelse af chokolade og boller, og Karsten havde beredvilligt stillet sin garage til rådighed, så der her var dækket op og man kunne nyde sin forfriskning og evt selskab fra andre deltagende grupper.
Der var også en del spørgsmål, der kunne løses undervejs og her var alt fra opgaver omkring lokale skraldespande, som Sorring Lokalråd har opsat sammen med Gjern Natur til opgaver omkring den meget markante kildedal, der findes i Sorring Skov.
Tak til lodsejere for at stille adgangsveje og markskel til rådighed, så man kunne komme rundt.
Langt de fleste af de godt 130 deltagere nåede den knap 7 km lange rute igennem i tørvejr. Undervejs var der mulighed for at besvare små spørgsmål om natur og historie i området og Gjern Bageri havde disket op med lækker varm chokolade og hjemmebagte boller til deltagerne.
Ruten startede ved Jysk Automobilmuseum, der velvilligt havde lagt p-plads til. Herfra gik deltagerne gennem Anlægget, krydsede en meget vandrig Gjern Å og kom op gennem Hjardalen til Tingbakken, hvorfra der var god udsigt. Videre til Vandhøjen og gennem skovområder til banestien og Teglværksgrunden og retur til startstedet.
Tak for den store opbakning til arrangementet til alle deltagerne.
©Gjern Natur 2019